[ˈd̥œmə]
OprindelseFrom Old Norse dǿma. Derived from the noun dom (“verdict”).
- convict
“Han er blevet dømt for uagtsomt manddrab.” — He has been convicted of manslaughter.
- sentence
“Han er blevet dømt til fængsel på livstid.” — He has been sentenced to lifetime in prison.
- judge; form an opinion on, especially a negative one
“Om jeg var berettiget i mine handlinger, må eftertiden dømmme.” — Whether I was justified in my actions, posterity must judge.
“Hun opfattede, at landsbyboerne dømte hende for hendes påklædning.” — She perceived that the villagers judged her for her attire.
Formerdøm(imperative) · at dømme(infinitive) · dømmer(present) · dømte(past) · har dømt(perfect)
Kilde: Wiktionary