/dansk/, [ˈd̥ænˀsɡ̊]
OprindelseFrom Old Norse danskr, from danir (“Danes”) + -sk.
- Danish (of or pertaining to Denmark)
- neuterthe Danish language
- common-gender, in-pluralDane
- archaic, common-genderthe Danish people
“Tysken sidder i Slesvig kry, | vidt der går af hans væsen ry: | hærtugtrone han tømrer næt, | hærtug af ærmet ryster han let. | – Endnu er Dansken i Danmark dog herre.” — The German sits cocky in Schleswig, and his fame is spread widely: A duke's throne, he builds neatly, dukes he produces easily. Though, the Dane still rules in Denmark.
“Man hørte hans taktfaste Skridt helt ned ad Gyden, og da han drejede om Hjørnet, kunde man høre, at det skete fløjtende: »Dansken har Sejer vundet, Hurra, hurra!«” — His rhythmical steps down the alley were heard, and as he turned the corner, it was possible to hear that they were accompanied by a whistling: "The Dane has won a victory, hurrah, hurrah!
“Tiden efter Krigen har været en moderne Renæssancetid: Dansken er bleven genfødt i Arbejdet for at dygtiggøre sig til daglig Gerning.” — The post-war time has been a modern renaissance period: The Dane has been reborn in the effort to qualify in his daily work.
Formerdanske(attributive, definite, singular) · danske(attributive, plural) · dansken(definite, rare) · dansken(definite, singular) · danske(indefinite, plural) · dansk(indefinite, nominative, singular) · dansken(definite, nominative, singular) · danske(indefinite, nominative, plural) · de danske(definite, nominative, plural) · dansks(genitive, indefinite, singular) · danskens(definite, genitive, singular) · danskes(genitive, indefinite, plural) · de danskes(definite, genitive, plural)