[ˈd̥ɔɡ̊ə]
OprindelseFrom Old Norse dokka, from Proto-Germanic *dukkǭ, cognate with Old Saxon dokka, Old High German tocka.
- to dive, to duck
- see dukke op
Formerdukken(definite, singular) · dukker(indefinite, plural) · dukke(indefinite, nominative, singular) · dukken(definite, nominative, singular) · dukker(indefinite, nominative, plural) · dukkerne(definite, nominative, plural) · dukkes(genitive, indefinite, singular) · dukkens(definite, genitive, singular) · dukkers(genitive, indefinite, plural) · dukkernes(definite, genitive, plural) · dukker(active, present) · dukkes(passive, present) · dukkede(active, past) · -(passive, past) · dukke(active, infinitive) · dukkes(infinitive, passive) · duk(active, imperative) · -(imperative, passive) · dukkende(participle, present) · dukket(participle, past)