OriginFrom Old Norse hý, from Proto-Germanic *hiwją.
Formshýs(genitive, singular) · hýggj(indefinite, nominative, singular) · hýggið(definite, nominative, singular) · hýggj(accusative, indefinite, singular) · hýggið(accusative, definite, singular) · hýggi(dative, indefinite, singular) · hýggj(dative, indefinite, singular) · hýgginum(dative, definite, singular) · hýnum(dative, definite, singular) · hýs(genitive, indefinite, singular) · hýsins(definite, genitive, singular)
Source: Wiktionary