[klɛm]
Origin[1] von mittelhochdeutsch klem = eng, knapp
- active, form-of, imperative, present, singular2. Person Singular Imperativ Präsens Aktiv des Verbs klemmen
FormsKlemme(variant) · Klemmer(variant) · Klemmert(variant) · Klemensen(variant) · Clemensen(variant) · der Klemm(nominative, singular, masculine) · Klemm(nominative, singular, masculine) · die Klemm(nominative, singular, feminine) · Klemm(nominative, singular, feminine) · die Klemms(nominative, plural) · des Klemm(genitive, singular, masculine) · des Klemms(genitive, singular, masculine) · Klemms(genitive, singular, masculine) · der Klemm(genitive, singular, feminine) · Klemm(genitive, singular, feminine) · der Klemms(genitive, plural) · dem Klemm(dative, singular, masculine) · Klemm(dative, singular, masculine) · der Klemm(dative, singular, feminine) · Klemm(dative, singular, feminine)